Cyklonen Evan var voldsom, men jeg er glad for at have oplevet den. Nu har jeg noget at relatere til når jeg ser lignende i TV. Inspirerende var det også at se hvordan alle Fijianerne næste morgen begyndte at reparere og ryde op, alle med deres sædvanlige smil på læben, som var det efter en god fest.

Ødelæggelserne kunne dog ikke benægtes. Hele strande var forsvundet, træerne voldsomt beskadiget, vandet mudret og al strøm og kommunikation var ødelagt. Vi fik at vide at det ville tage uger bare at få strøm tilbage, og måneder at reparere ødelæggelserne.

Jeg så derfor ingen grund til at blive, og tog derfor til lufthavnen for at se om der skulle være plads på et fly tilbage til New Zealand. Mindre end 40 minutter til afgang fik jeg en plads på flyet. Så nu er jeg tilbage i New Zealand – og det var jo alligevel “én dag ad gangen” og “ta’ det som det kommer” jeg ville have ud af min backpacking 😉