Jungle og hvide sandstrande i Abel Tasman

Jeg har brugt fire dage i og omkring Abel Tasman National Park, og det er et fantastisk sted! Vi tjekkede ind hos The Barn, en slags campingplads hvor de, foruden plads til at campere, har små simple tomandshytter sat op. Praktisk talt små kasser med glas på den ene væg, alle med udsigt til Marahau’s fantastiske kyst.

I to dage vandrede jeg gennem Abel Tasman National Park. Overnatningen var dog lidt usædvanlig. Efter af være sejlet til den nordlige del af parken(Awaroa Bay), blev jeg sammen med fire andre sat i land.

Vi gik den første halvdel af strækningen ned til Anchorage Bay, hvor vores hostel, AquaPackers, lå og ventede ude i bugten. En båd ombygget til hostel med køkken, senge, bad og hvad der ellers bør være sådan et sted. Vi vinkede til dem fra stranden, og de kom ind forbi og samlede os op.

Vi tog en dukkert fra båden …eller rettere sagt taget af båden, før vi sluttede dagen med BBQ og senere stjerneskud, på den klareste stjernehimmel jeg indtil nu har set.

Hvis det lyder lidt for godt til at være sandt, har i det på samme måde som jeg selv …og så har jeg endda undladt at beskrive parken og dens natur(jungle, strande, sæler, pingviner, stingrays og ja, kunne faktisk blive ved)!

Næste morgen blev vi sejlet i land sammen med to tøser vi havde delt det flydende hostel med. Vi gik et par timer før vi fandt en lille isoleret strand mellem klipperne og tog en dukkert og nød formiddagssolen.

Vi vandrede resten af dagen, og endte tilbage ved campingpladsen The Barn. Denne nat overnattede vi dog i telt, det var billigere, og hvorfor ikke prøve noget nyt når nu man kan?