Hjemme i Danmark igen og tid til at runde det hele af …

På Fiji fandt jeg hurtigt ud af at øen ikke ville være det samme efter cyklonen. Det var ikke blot de menneskebyggede ting der var hevet op med rod – naturen var revet i stykker og vandet var ét stort mudderbad. Jeg kørte til lufthavnen og tog det første fly til New Zealand.

Allerede på vej i flyet havde jeg en idé om at ta’ mod Danmark igen. Jeg havde set og oplevet alt jeg kunne drømme om i New Zealand, og for mig var der ingen grund til at ødelægge et smukt eventur ved at tillægge det noget ekstra. Efter en lille uge i Auckland tog jeg derfor hjem.

Tid til status: Fik jeg udlevet drømmen og rykket mig mentalt? Også i den grad! Er der plads til mere? Altid!

Cyklonen Evan var voldsom, men jeg er glad for at have oplevet den. Nu har jeg noget at relatere til når jeg ser lignende i TV. Inspirerende var det også at se hvordan alle Fijianerne næste morgen begyndte at reparere og ryde op, alle med deres sædvanlige smil på læben, som var det efter en god fest.

Ødelæggelserne kunne dog ikke benægtes. Hele strande var forsvundet, træerne voldsomt beskadiget, vandet mudret og al strøm og kommunikation var ødelagt. Vi fik at vide at det ville tage uger bare at få strøm tilbage, og måneder at reparere ødelæggelserne.

Jeg så derfor ingen grund til at blive, og tog derfor til lufthavnen for at se om der skulle være plads på et fly tilbage til New Zealand. Mindre end 40 minutter til afgang fik jeg en plads på flyet. Så nu er jeg tilbage i New Zealand – og det var jo alligevel “én dag ad gangen” og “ta’ det som det kommer” jeg ville have ud af min backpacking 😉

Evan den 17. december 2012 i Nadi på Fiji. Op til ét minuts vindstyrker med 230 km/t!

Jeg sidder pt. indendørs i et lille rum og venter på Evan. Strøm og internet er gået. Evan er en stærk cyklon(mulig kategori 5, den kraftigste på skalaen) vi i nogle dage har fået informationer om, for den skulle efter sigende ramme Fiji i dag – faktisk om 45 minutter. Den er beregnet til at skulle være den kraftigste Fiji har haft i 19 år – det vil jeg ikke gå glip af!

Stormen derude er allerede kraftig. Palmegrene, stole og tilfældige ting flyver i luften som var de vægtløse.

For at sætte ting i perspektiv er en kraftig blæst derhjemme 16 m/sek. Her skulle den snart bevæge sig over 66 m/sek. Ses på den anden side!

Den sidste uge har været fyldt med eventyr, og i selskab med nogle rigtige dejlige mennesker. Jeg bookede en uge med bus, overnatning og oplevelser rundt om Fiji’s hovedø Viti Levu.

I stedet for at beskrive alle oplevelserne vil jeg vedhæfte nogle sigende billeder, og blot liste oplevelser som sandbording, jungletrekking, snorkling, tømmerflåderafting, dans, nøgenbadning, mudderbad, varmtvandsbassin og hop fra vandfald. Vildt har det været!

Tirsdag formiddag mødte jeg en fyr på Nadi’s strand. Han havde en lejebil, og tilbød at vi kunne dele benzinudgifterne ved en tur syd på. Da vi var nået halvvejs tankede vi op, og aftalen var at jeg skulle betale. Jeg gloede noget da jeg så beløbet var hvad der svarer til 300-400 kr., for så længe havde vi ikke kørt. Han indvilligede til at tilbagebetale ved slutningen af turen hvis det viste sig at være for meget.

Ved tilbagekomsten regnede jeg sammen at jeg kun skulle have betalt hvad der svarer ti 50 kr. og forstod at han prøvede at snyde mig. Jeg kaldte op til politiet, men han rev min iPhone ud af hånden på mig. Da det gik op for ham at jeg ikke havde i sinde at lade ham slippe afsted med det, overgav han sig og vi kørte til hans sted i Lautoka for at få min penge.

Det var dog alt sammen det pure opspind, for efter en lang gåtur indtil Lautokas små (og på det tidspunkt mørke) gader slap han fra mig. Tilbage stod jeg i en – i politiets øjne – meget farlig getto uden telefon, og uden at vide hvor jeg egentlig var. Jeg bankede på døren hos en familie med børn, og de hjalp mig til politistationen, hvor jeg indgav rapport.

Efter at have kørt med politiet rundt i byen i lang tid for at lede efter ham, kørte de mig de 30 km. tilbage til Nadi. Hold da kæft en oplevelse!

Jeg har haft en sejers-agtig-fornemmelse i maven det sidste døgns tid. Rejsen til New Zealand var nærvepirrende på mange måder, specielt fordi det var grænseoverskridende for mig at skulle gi’ slip på alt hvad der hed planlægning. Fiji derimod har været impulsiv lige fra da jeg klikkede “Betal”, til her hvor jeg i skrivende stund sidder, og dét uden den mindste uro i maven! Jeg føler at jeg har rykket mig meget, og det var trods alt dét jeg (blandt andet) tog ud for at gøre – udvikle mig selv.

Dette kapitel bør hedde “Med glimt i øjet”, for jeg er overbevist om at dét er grunden til at jeg kom så godt fra start. Find overskud til at forære et smil væk, og du vil få tredobbelt igen.

Det startede allerede inden jeg havde forladt lufthavnen.. jeg smilte til security-manden ved scanneren og han kvitterede med et “nice vacation broh” uden et så meget som et kig på rygsækken med min kæmpe-dolk i. Det samme smil blev testet ved udgangen da jeg købte et nyt prepaid sim-kort: damen smilte tilbage og informerede at jeg ikke skulle betale mere end $15 for en taxa til centrum. Jeg nåede dog aldrig hen til taxierne før jeg blev tilbudt et gratis lift af en buschaufør der skulle til et hostel i centrum. Da de andre(betalende) i bussen ikke lyttede efter, viskede han til mig at der var et billigere hostel lige ved siden af det vi var på vej til. Jeg var taknemlig og tippede ham hvad der svarer til 30 kr. De var dog godt givet ud eftersom han hjalp mig med at reducere min overnatning med 60 kr. et øjeblik efter. Gi’ en smule, og du får tredobbelt igen – i hvert fald på Fiji 😉

Efter Christchurch kørte vi til Kaikoura for en overnatning. Jeg kørte til Kaikoura Peninsula for at lede efter sæler, men der skulle ikke ledes særlig længe …

Videre op til Picton hvor vi afleverede den lejede bil, og dagen efter færgen over til Wellington hvor jeg tog afsked med Lena(østrigeren jeg har roadtrip’et med i 2 uger), og tilbage til Auckland med kun en enkelt overnatning(i National Park). Det har været meget transport, men det meste af denne strækning har jeg set tidligere.

I Auckland(hvor jeg er nu) mødtes jeg med to af britterne fra tidligere – fedt at se dem igen, håber virkelig ikke det var sidste gang!

Og så er det sket! Jeg har set det af New Zealand jeg kunne ønske mig, og oplevet mere end jeg kunne have drømt om. Det er en vild fornemmelse, for det betyder på en måde at jeg er nået i mål – og så ikke helt! Man skal stoppe mens legen er god, ja, men legen kunne jo fortsætte et andet sted? Så i dag har jeg kigget efter flybilletter til Fiji, og da jeg fandt ud af, at den billigste afgang var i morgen(om 14 timer) har jeg booket den.

Næste kapitel hedder Fiji, og jeg har en idé om at det bliver et godt et 😉

Christchurch er en storby som enhver anden. Der var dog et område i byen der imponerede mig. Efter et kraftigt jordskælv, for to år siden, blev bymidten ramt hårdt. Lige dér hvor flest mennesker shoppede hver dag. For ikke at miste omsætning er butikkerne gået sammen, og har lavet et nyt shoppingområde Re:Start. Farvefulde containere er sat sammen og sejldug er spændt ud mellem dem. Det skaber et strøg af hyggelige butikker med god atmosfære – skide smart!

På vej til Oamuru standsede vi ved Sandfly Beach. I bugten lå store søløver og nød solen, hver med ca. 100 meters teritorium. Da tre af dem kom til et opgør, fik jeg muligheden for at snige mig ubemærket tæt på, for at få nogle spetakulære billeder 😉

Lena, den østriske pige jeg rejser med, havde forinden ankomsten til Dunedin haft kontakt til en ven, vis forældre boede der. Så i to dage var vi i godt selvskab med Diana og Gary Dixon i deres flotte hjem. Diana og Gary er tro Kiwi’er, og deres varme var uendelig. Om aftenen den sidste dag, tog Gary os ud i sin bil og viste os rundt i området omkring Dunedin.

På tilbagevejen blev vi sat af, så vi kunne prøve kræfter med verdens stejleste vej Baldwin street.

Et par drenge jeg mødte i Queenstown arbejder på en stor farm, eller station som de største hedder. Hukarere Station er New Zealands anden største, med omkring 20-30.000 får. Vi kørte til midten af øen, og tilbragte to dage hos dem.

Fra morgenstunden tog vi ud til en å, ikke langt fra de hytter vi havde overnattet i den første nat. Indtil middag stod den på fiskeri og jagt efter guld, ja guld 🙂 Vi fik lært hvordan man udvasker guld fra sandet i åen, og fandt da også nogle små(meget små) stykker.

Ved middagstid pakkede vi vores rygsække, for næste nat skulle tilbringes i en primitiv hytte 20 km. derfra. Jeg skal prøve at male et billede for jer: en drengerøv der aldrig har redet før, en hel dags trav med tung rygsæk og en hest der hele tiden ville galopere – jeg var pænt smadret da vi nåede frem ved 19-tiden!

Da vi nåede hytten smed vi rygsækkende af og galoperede til toppen af et nærvedliggende bjerg for at se solnedgangen.

Sjældent har jeg følt mig så meget i live, og smerten i min krop forsvandt fuldstændigt, da jeg for første gang i mit liv galloperede, og det i en natur der kun kan beskrives som storslået!

Aftensmaden bestod af rådyrskød vi havde fået med fra stationen, og bålet sluttede den perfekte dag rigtigt af.

Et kort visit ved Purakaunui Falls før vi kørte videre til Owaka.

Owaka virkede for mig lidt som en spøgelsesby, og mit indtryk blev kun forstærket da vi tog overnatningen i et gammelt hospital.

Fra Milford Sound kørte vi syd til Waikawa, eller mere præcist Curio Bay. Det er koldt dernede, og vinden går lige igennem det tøj man tar’ på.

Vi overnattede i Catlins Beach House, et lækkert lille hus lige ud til stranden og Curio Bay. Et billede siger mere end tusind ord så …

I Queenstown sagde jeg farvel til de tre britter, og lejede en bil sammen med en tøs fra Østrig(en af tøserne fra Abel Tasman). Vi havde et fælles ønske om at skulle se det sydligste af New Zealand, så vi har lejet bilen for 2 uger.

Vi kørte til Te Anau og videre til Milford Sound, hvor vi tog et endags cruise for at opleve fjorden ordentligt. Milford Sound er normalt et meget regnfuldt sted, men vi havde en flot solskinsdag med pingviner, sæler og flotte vandfald fra bjergsiderne.

Jeg havde en aktivitet jeg viste jeg måtte opleve i New Zealand, og kun én: The Nevis Bungy! Den er hermed oplevet, og indfriede alle mine forventninger. Eller det vil sige ikke helt min forventning om at det ville blive svært at forlade kanten, men til gengæld opvejede det 7 sek. lange fald det(gange ti)!

Jeg er nået til Queenstown, New Zealands adventure-by, men mere om det senere! For at summere op har jeg siden Blackball været i byerne Greymouth, Franz Josef og Wanaka. Herunder et godt billede af Franz Josef.

Af de tre er Wanaka min klare favorit, og umiddelbart den mest charmerende by jeg har været i til dato. Synd jeg ikke har et billede der viser det ordentligt. I Wanaka tog gutterne og jeg et par timer i kajak på søen. Fra en lille ø 45 min. ude, havde vi en fantastisk udsigt til Mount Alta og resten af området omkring Wanaka.

På vej til Queenstown slog vi et smut ind forbi A.J. Hackett’s center ved Kawarau Bridge, verdens første kommercielle bungy. Centeret virker også som PR-studie, så vi blev forevist videoer af diverse bungy jumps. Vi blev lovet 200 kroners rabat hvis vi var 10 der meldte os, så nu er mit Nevis Bungy(verdens 3. højeste) på 134m bestilt – og nåå ja, jeg tar’ afsted om 30 min. 😀

En af de dér køredage. Dvs. alt for meget tid i bussen, og alt for lidt eventyr. Vi havde dog et par stop på vejen til Blackball, et ved Pancake Rocks og et ved Tauranga Bay.

Ved sidstnævnte sprang jeg, som den eneste, en gåtur over og blev kørt direkte til bugten hvor jeg havde hørt der skulle være sæler. Jeg greb det store objektiv og ballancerede ud på klipperne. Jeg var ikke nået langt før jeg pludselig stod ved siden af en stor sæl med to unger. Jeg tror vi alle fire var lige overraskede, men kameraet var indstillet på forhånd, så fik et par billeder før den stak af 🙂

Bagefter stødte jeg på endnu en, men den gad nærmest ikke engang løfte hovedet for at kigge på den energiske fotograf.

Jeg har brugt fire dage i og omkring Abel Tasman National Park, og det er et fantastisk sted! Vi tjekkede ind hos The Barn, en slags campingplads hvor de, foruden plads til at campere, har små simple tomandshytter sat op. Praktisk talt små kasser med glas på den ene væg, alle med udsigt til Marahau’s fantastiske kyst.

I to dage vandrede jeg gennem Abel Tasman National Park. Overnatningen var dog lidt usædvanlig. Efter af være sejlet til den nordlige del af parken(Awaroa Bay), blev jeg sammen med fire andre sat i land.

Vi gik den første halvdel af strækningen ned til Anchorage Bay, hvor vores hostel, AquaPackers, lå og ventede ude i bugten. En båd ombygget til hostel med køkken, senge, bad og hvad der ellers bør være sådan et sted. Vi vinkede til dem fra stranden, og de kom ind forbi og samlede os op.

Vi tog en dukkert fra båden …eller rettere sagt taget af båden, før vi sluttede dagen med BBQ og senere stjerneskud, på den klareste stjernehimmel jeg indtil nu har set.

Hvis det lyder lidt for godt til at være sandt, har i det på samme måde som jeg selv …og så har jeg endda undladt at beskrive parken og dens natur(jungle, strande, sæler, pingviner, stingrays og ja, kunne faktisk blive ved)!

Næste morgen blev vi sejlet i land sammen med to tøser vi havde delt det flydende hostel med. Vi gik et par timer før vi fandt en lille isoleret strand mellem klipperne og tog en dukkert og nød formiddagssolen.

Vi vandrede resten af dagen, og endte tilbage ved campingpladsen The Barn. Denne nat overnattede vi dog i telt, det var billigere, og hvorfor ikke prøve noget nyt når nu man kan?

Efter tre dage i Wellington, er jeg kommet til sydøen. På vej til Nelson(hvor jeg er nu) kørte vi gennem vin-distrektet Marlborough. Vi slog derfor et sving ind forbi vinplantagen Hunter’s Wines til en vinsmagning. God oplevelse, men smagen er i ikke blevet snydt for derhjemme(ikke af dem vi smagte i hvert fald).

Jeg er stået af i Nelson, byen med flest solskinstimer. En kuperet og pæn havneby med flot hvid strand og klart blågrønt vand mod vest. Herfra kan se over til mit næste eventyr(mod nord), Abel Tasman National Park. Stay tuned!

Dagen stod i filmens tegn. Wellington(eller Wellywood som den også bliver kaldt) er en filmby. Igennem årene er store spillefilm blevet produceret her. Ringenes Herre, Avatar, King Kong og senest(men ikke udgivet endnu) Hobitten. Første stop var The Weta Cave, et film-museum lavet ud fra film-rekvisitter(fra WETA Workshop) brugt i store spillefirm.
Efterfølgende tog vi til Embassy Theatre og så en film(Argo).

Embassy Theatre er en prestigefyldt biograf hvor flere store film har haft premiere, og hvor hvert sæde har et tilhørsforhold til en stor instruktør eller skuespiller. Hvert sæde med et lille messingskilt med navn på.

Selv om benene tydeligt kunne mærkes var jeg alligevel så høj oven på turen over Tongariro, at jeg sammen med en håndfuld stykker besteg et bjerg mere. En vandring over et bjerg ved Blue Duck Station.

Blue Duck Station er et landsted, og et stykke af “det sande New Zealand”, med vildt bevoksede bjerge og flotte elve. Her overnattede vi i nogle idylliske isolerede hytter.

Efter at have besteget bjerget var jeg dog stadig helt oppe at køre, så jeg prøvede at lokke nogle stykker til at drifte ned af elven nær vores hytter. Det lykkedes dog ikke i første omgang.

Så jeg gik selv ned til elven, fandt et sted med massere af strøm, og hoppede i. Først en vild rusjetur, senere blev elven bredere, og farten stilnede af. Det blev til sidst en fantastisk naturoplevelse, og da jeg kom tilbage med det vildeste drengerøvsgrin, kunne de andre da heller ikke dy sig 😉

Wau! Den her bliver svær at beskrive med ord (og billeder for den sags skyld). Dagen bestod af en hikingtur på 20 km. over to vulkaner i Tongariro National Park, hvor den ene var i udbrud for nylig, og stadig aktiv. Tongariro Alpine Crossing hører til i toppen af verdens flotteste hikes.

På toppen (mellem de to vulkaner) ligger nogle utrolig klare søer, Emerald Lakes og Blue Lake foruden Red Crater, et kæmpe krater som har fået farve af det oxiderede jern i klipperne.

Da vi gik ned på den modsatte side af vulkanerne fik vi udsigt til Taupo 70 km. væk, og en tydelig dampsky fra den aktive del af en af vulkanerne.

Sammen med den ene af briterne og en tysk tøs satte vi tempo på, og tilbagelagde de 20 kilometers hike på 5 timer og 40 min. (med en time til de næste). Noget der kan mærkes efterfølgende!

Egentlig skulle der ikke være plads i Stray-bussen fra Rotorua, men de tre britter og jeg prøvede at dukke op alligevel, og fik lige akurat sneget os med.

Vi lavede to stop inden byen Taupo. Et ved Huka Falls, et imponerende stort(og bredt) vandfald, og Waiotapu Hot and Cold Pools. Sidstnævnte er en lille sø hvor koldt og varmt vand fra undergrunden mødes.

Så en dukkert dér før vi tog videre til Taupo.

I byen Rotorua steg jeg og tre briter af og indlogerede os på Base Hostel. Området er fyldt med geotermisk aktivitet(vand og gas op fra undergrunden), og får hele byen til at lugte af æg. Lige min kop te – nahh langt fra! 😉 Anyway, vi gik en lang tur langs byens sø hvor gas og vand bobler op i langs kanten. Flot og varm dag!

Øl og pizza med de tre briter. Vi har rejst sammen siden jeg forlod Bamber House i Auckland.

Fra bussen kan man booke oplevelser i de byer man når igennem. Min næste oplevelse skulle helt sikkert være spelunking/caving(grotte-udforskning om du vil). Ved Waitomo Caves gik turen derfor under jorden ved hjælp af reb og abseil-udstyr. Lige noget for en drengerøv der elsker katring og rappelling!

Senere på dagen ankom vi til Maketu på østkysten, hvor vi først fik opført Māori’ernes Haka-dans(kampdans med skræmmende ansigtsudtryk), og senere selv skulle lære og forevise den. Skide skægt 😉

Skulle jo rundt på en eller anden måde, og bus synes som en smart måde at møde andre på. Så.. Stray it was! Jeg købte et “pass” der gav adgang til en busrute der kunne føre mig hele vejen rundt. Så om morgenen blev jeg samlet op, og kørt mod Ragland, en surfer-by på vestkysten. Inden var vi dog inde forbi et vandfald(Bridal Veil Falls).

Ved Raglan tog jeg kameraet og gik en tur ud til kysten. Her stødte jeg på en strand isoleret af klipper og sten. Først hér gik det på for mig hvor naturskøn New Zealand var, Woaoo! Blomster(som minder om dem vi køber i dyre domme i DK) gror som var det ukrudt, og får naturen til at minde om en Avatar-film.

Aftenen bød på hygge med øl og lasagne, med de andre backpackere fra bussen.

Jeg forlod Cozy Kiwi med en besluttethed om at jeg skulle have mest mulig ud af dagen. Første stop var hos en telebutik for at få et prepaid SIM-kort, så jeg kunne få internet på iPhonen, for hold da kæft hvor finder man hurtigt ud af, hvor afhængig man er af den slags 🙂

Sky Tower er New Zealands højeste bygning. 328 meter. Så en tur op dér, gav mig et godt indblik i Auckland og byens størrelse. Udsigten gav mig også en idé om hvor langt jeg skulle gå til mit næste stop, Bamber House.

Jeg havde en idé om at opholdet hos Cozy Kiwi ikke nødvendigvis, var retvisende for hvordan det var at bo på hostel, så jeg gik på online og fandt det bedst bedømte hostel i Auckland(søgningen afslørrede også at mit syn på Cozy Kiwi var delt med andre). Ved at have været på et ringe og det bedste hostel tænkte jeg, at jeg derefter ville have et godt indblik i, hvad jeg kunne forvente fremover. Bamber House var da også den diametrale modsætning. Et lækkert stort hvidt hus i forstanden, omringet af flot natur. Varm velkomst og lækre værelser. Ret vild oplevelse, at gå fra mørke og zombi-lignende mennesker hos “Cozy” til et palæ med film- og pizzahygge. Prikken over i’et var selvfølgelig at skulle bo på værelse med tre chicks 😉

Nååja.. var også en tur op på Mount Eden, en bakke, for at få udsigten over Auckland fra de anden side.